I maj 2018 trådte den nye persondataforordning i anvendelse. Den nye forordning blev lanceret under stor fanfare, og endnu større bekymring fra de stakkels virksomheder for, hvad det nu skulle koste, at behandle privatpersoners, private data som netop det – private. Det er dog ikke kun private virksomheder, der har svært ved at skelne mellem dit og mit, når det kommer til vores data. Når det kommer til alt fra sundhedsdata til folkeskolens trivselsmålinger, er der snart sagt ikke det stykke data, der er småt nok, til at det skal kobles til CPR-nr. og gemmes i al evighed – i videnskabelig og statistiks øjemed, naturligvis. Indtil de jo altså bliver brugt til noget andet, fordi lovgiverne har fået andre ideer.

Er der områder, hvor mine data pinedød er nødvendige? Ja, naturligvis. SKAT skal da vide hvem jeg og hvad jeg laver for fx at kunne opkræve skatter, sundhedssektoren skal have adgang til mine sundhedsdata for at kunne give stille den rette diagnose, give mig den bedst mulige behandling, og formodentligt i den nære fremtid give mig de bedste råd om forebyggelse. Sundhedssektoren skal. Ikke Novo. Ikke Pfeizer i uigennemskuelige PublicPrivatePartnerskaber.

Kommunerne har behov for at vide om børnene trives. Det forstår vi. Men hvorfor skal alle elever fra 0 – 9. klasses svar på, hvorvidt deres skole er nedslidt? På CPR-nummer. For evigt.  Send dog en mand ud se på sagerne? Hvorfor skal børn fra 0. – 9. klasse kunne forstå, at når de bruger deres UniLogin til matematikopgaver, kan deres lærer se deres besvarelse, men når de bruger deres UniLogin til at fortælle, at de ikke trives i skolen, er der ingen voksne, der læser med? Og værst er det for de børn, hvor forældrene ikke kan hjælpe dem med at forstå hverken trivsel eller anonymisering.

Det må være rimeligt, at der kun indsamles de data, der er nødvendige for at løse en given opgave. Også i forvaltningen. Og hvis ikke I kan forklare mig, hvad I skal bruge mine data til, er de nok ikke rigtigt nødvendige. Vel?