Apple har dårlige nyheder til Google, Facebook og alle de andre datavampyrer

Her kommer, hvad jeg har lært af Morten Münster, at kalde en “Lazy Edition”. Det vil sige  en gengivelse af en artikel en anden har skrevet. Det har jeg gjort, fordi det er en virkelig vigtig og virkelig god nyhed, som alle burde læse og glæde sig over. Derfor har jeg oversat den til dansk og forkortet den en smule. Originalen kan læses her. (Engelsk)

Bomben under Facebook og Google

Midt i en to timers lang keynote på Apples verdensomspændende udviklerkonference, smed Apple en bombe under Facebook og Googles forretningsmodel.

Lidt mere end halvvejs igennem afslørede Apple, at de nu vil kræve, at udviklere afslører de oplysninger som bruges til at spore dig til reklameformål.

Ifølge Katie Skinner, Apples manager af software til brugernes privatliv, er udviklere nødt til at præcisere, hvilke oplysninger deres app indsamler, og “hvis de deler data med andre virksomheder for at spore dig.”

Apple sagde også, at det vil gøre disse oplysninger tilgængelige i deres App Store, så brugerne kan se oplysningerne, før de træffer en beslutning om at downloade. Er man endnu mere kritisk i sin holdning til privatlivets fred, kræver Apple, at apps afslører, når de sporer dig, og giver brugerne mulighed for at tillade det eller ej, svarende til hvordan iOS allerede håndterer anmodninger om stedsporing.

Google og Facebooks forretningsmodel

Google og Facebook har opbygget hele deres forretning omkring indsamlingen af ​​dine personlige oplysninger og tjent penge på at bruge disse data til at vise dig reklame. Meget af disse data kommer ikke fra dine interaktioner på deres respektive websteder, men er baseret på din aktivitet på internettet eller i apps på din smartphone.

Her er grunden til, at dette betyder noget: Det meste af, hvordan virksomheder tjener penge på vores personlige oplysninger, sker uden gennemsigtighed, hvilket betyder, at de fleste af os aldrig virkelig tænker over, hvor meget disse virksomheder indsamler.

Apple brugte analogien til etiketterne på fødevarer, der afslører ingredienserne og ernæringsoplysninger. Og ernæringsmærket en perfekt analogi. Det bliver meget sværere at ignorere, hvor usunde dine spisevaner kan være, når det er meget tydeligt, hvad produktet indeholder og hvor mange kalorier, der er i.

Det er det samme med vores privatliv. Når du ved nøjagtigt, hvad der sker med dine personlige oplysninger, bliver det sværere at ignorere, hvordan de bruges til at spore dig og din aktivitet online.

I den forbindelse har Apples holdning potentiale til at tvinge os til at forholde os til mængden af ​​information, som tech-giganter indsamler. Det kan være meget gode nyheder for brugerne og meget dårlige nyheder for Facebook og Google.

Undgå reklamesporing i iOS

Sådan udnytter du muligheden i iOS (iPhone, iPad), som artiklen refererer til:

Slå reklamesporing fra….

Gå til indstillinger (det grå tandhjul) -> Anonymitet -> Reklamer -> Begræns reklamesporing

… og nulstil dit reklameID

Gå til indstillinger (det går tandhjul)  -> Anonymitet -> Reklamer -> nulstil reklameID

Og så lidt reklame

Hvis du er interesseret i at lære, hvordan du udnytter muligheden for sporing, tilbyder jeg hands-on kurser i de væsentligste og mest lavpraktiske tiltag.

Googles køb af Fitbit – Er det et monopol?

Er der efterhånden nogen, der er i tvivl om, at monopol i langt, langt de fleste tilfælde er skidt for forbrugerne? Er der efterhånden nogen, der er i tvivl om, at Google er ved at opbygge et monopol på fremtidens måske vigtigste råstof?

Råstoffet er dine og mine personlige præferencer, drømme, købevaner, omgangskreds, hvad vi kan lide, hvad vi er bange for, hvordan vi tænker.

Derfor er det ikke så underligt, at en række konkurrencemyndigheder er i gang med at kigge ganske nøje på Googles køb af Fitbit. Sundhedsdata er mere værd end guld, og Fitbit har mere af det end mange sundhedsmyndigheder.

EU’s konkurrencemyndigheder forventer at komme med en afgørelse d. 20. juli. Du kan læse mere fra Reuters her (Engelsk)

I forrige uge lavede jeg et blogoplæg om analoge alternativer til wearables. Det kan du læse her.

 

Alternativet til wearables – et ur, en lineal, en dyb vejrtrækning og borgs skala

Sundhedsdata, sundhedsdata, oh where art thou

I efteråret kom Etisk råd i efteråret om en advarsel om, at det er et alvorligt problem, at vi udleverer data om sig selv, når vi bruger diverse sundhedsapps og andre digitale tjenester. Især når prisen er skjult for de fleste, fordi man betaler med sine personlige data i stedet for rede penge.

Mit råd: Smid alt det der skrammel ud. Her er mine værktøjer. Og de er ganske gratis både i penge og data:

Skridt

Min skridtlængde afhænger af min højde (170), og min ganghastighed af om jeg hyggesnakker, powerwalker eller er ved at komme for sent til toget. Men altså.  I gennemsnit går jeg med en hastighed på ca. 5 km/timen og jeg har en gennemsnitlig skridtlænge er 60 cm. Du kan nemt lave samme beregning. Brug en lineal til at måle din skridtlængde, og brug et ur til at måle din tur.

Jeg går altså rundt regnet 1.300 skridt på 10 minutter.

Hvis du er en af dem, der vil have dine skridt helt præcist, kan man også bare købe en gammeldags skridttæller. De kan stadig fås i de fleste sportsbutikker

Løb/cykling/roning

Jeg er mangeårig løber og er rigtigt glad for Borgs skala. Borg-skalaen måler, hvor anstrengende man selv oplever fysisk aktivitet. Skalaen går fra 6 til 20, hvor 6 svarer til hvile og til 20 maksimal anstrengelse. Man skal lige lære den at kende, men efter 14 dage sidder den som så meget andet på rygraden. Du kan læse mere om den her

Vil du vide det helt præcist, kan man stadig købe pulsure uden GPS og andet lir.

Søvn

De fleste nætter ved jeg godt, om jeg har sovet godt og nok. Og eller bruger jeg 1½ minut på at mærke efter, når jeg vågner. Er den hel gal, gentager jeg øvelsen, når jeg lige har været oppe og i gang et par minutter. Som med Borgs skala får man hurtigt hold på, hvordan forskellen på en god og dårlig nat føles.

Jeg kender ikke til søvnmålere i handel til private, der ikke suger dine data, som en vampyr suger blod. Bor du sammen med nogen, kan de til gengæld helt sikkert fortælle dig det, hvis du har sovet dårligt. Det sætter sig nemlig i humøret.

Hvor meget skal man dele ud af sig selv og andre?

Når jeg skriver denne blog, kan jeg godt blive i tvivl om, hvor meget jeg skal dele ud af mig selv. Det er bagsiden af at følge med i debatten om retten til privatliv. Har jeg fx lyst til at skrive noget om de bekymringer, jeg har, der specifikt knytter sig til mine børns færden på Internettet? Allerede der, hvor jeg taler om mine børn, kan det godt føles som om, jeg henleder verdens opmærksomhed på dem. Noget jeg bestemt ikke har lyst til.

Jeg har heller ikke lyst til, at det er mig, der bestemmer, hvad der skal findes af information om dem på Internettet. Af samme grund forstår jeg slet, slet ikke de forældre, der deler billeder af deres børn på Facebook. Jeg ved jo reelt set ikke, hvilken holdning mine børn kommer til at have til billeder af sig selv, men når jeg ser på, hvilke billeder af mig, mine forældre har stående i diverse fotoalbums, hvilke jeg være stik tosset, hvis de var blevet delt vidt og bredt – og især med store reklamegiganter som Facebook og Google.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan se nytteværdigen af fx Facebook. Det kan jeg sagtens. Især som kanal for mindre virksomheder der gerne vil i kontakt med deres potentielle kunder. Og deri ligger sådan set sagens kerne for mig. Jeg vil ikke dele personlige historier og billeder på samme platform, som den lokale bager bruger til at fortælle mig, at der er tilbud til onsdagssnegle, eller hvor diverse politiske organisationer forsøger at overbevise mig om, hvor ond og grusom verden er på lige præcis de områder, som Facebook VED er mine ømme tæer.

Men altså. Jeg har børn. To stk. Det vidste Google, Netflix, Spotify og mindst 240 andre dataforhandlere godt allerede. Nu ved I det også.

Hvad har Google gjort i det sidste årti for at overbevise dig om, at de vil beskytte dine personlige oplysninger?

Weekendavis har en interessant artikel af Ole Nyeng på forsiden i dag (nr. 21/2020). Artiklen gennemgår i hovedtræk den danske Covid-app, der baserer sig på Google-Applesamarbejdet. Artiklen vender også, hvad man har gjort i andre lande, og opsummere ikke mindst erfaringerne fra Australien og Singapore.

Nyeng har talt med Salvatore Babones fra Sydney Universitet. Han er statistikker og har undersøgt effekten af Covid-19 tracking apps i Singapore og Australien. De var nogle af de første lande til at rulle dem ud. Babones stiller sig meget tvivlende overfor, om de data der indsamles vil have nogen værdi ift. smittespredning. Her er myndighedernes interesse da også kølnet.

Babones er til gengæld ikke bekymret for datasikkerhed og retten til privatliv. Det er han ikke, fordi appen er frivillig, og man i øvrigt bare kan lade telefonen blive hjemme. Det mener jeg ikke, at man være bekendt at lade den enkelte dansker forholde sig til. Vi skal kunne stole på, at vi ikke udstiller vores private data, når vi er i kontakt med de offentlige myndigheder. Det gælder besøg på deres hjemmeside og det gælder de apps, de beder os installere.

Men jeg kan da fortælle, at den app ikke kommer ned på min telefon. Min bluetooth i øvrigt er slået fra, når jeg ikke skal bruge den. Og jeg har i øvrigt sjældent har min telefon på mig, når jeg bevæger mig rundt i mit lokalmiljø. Det har ikke noget med privatliv at gøre. Jeg har ganske enkelt ikke noget, jeg skal bruge den til, når jeg er i skoven, motionere, går en tur med ungerne, køber ind, besøger venner osv.* Men at jeg efterlader en sporingsenhed derhjemme ved ikke at tage min telefon med mig er en velkommen bonus.

Nyeng citere også Alex Gladstein fra Human Rights Foundation (HFR). HFR har en broget baggrund, som man kan læse om her (på engelsk), men det spørgsmål han stiller, er reelt nok.

“Hvad har Google gjort i det sidste årti for at overbevise dig om, at de vil beskytte dine personlige oplysninger?”

* Jeg har lagt mærke til, at jeg er meget bedre til at koncentrere mig, når jeg ikke har telefonen i lommen. Det har ikke noget med privatliv at gøre, men måske værd at overveje ift. mental sundhed?

Hvad er egentligt problemet?

Ja, hvad er egentligt problemet med, at dine, mine og alle andres data flyder rundt på nettet? Det er et emne, jeg har skevet om tidligere, bl.a. her og her. Og det er også noget, jeg kommer til at bruge tid på i fremtiden.

 

Målrettede annoncer

Fordel: Du får reklamer for det, der interessere dig og det, du lige står og mangler

Ulempe: Annoncøren ved, du er på markedet efter lige præcis deres vare. Får du en skarp pris eller bliver prisen sat op?

Her er en øvelse: Søg på en vare, fx en rejse. Få et par venner til at søge på præcis samme vare. Sammenlign prisen.

 

Skræddersyede ydelser

Fordel: Du får en præcis, det du har brug for, når du har brug for det.

Ulempe: Bliver du afskåret fra adgang til noget, du har brug for på baggrund af tidligere adfærd? Fx forsikringer?

 

“Relevant” viden

Fordel: Du får kun vist nyheder om emner, du er interesseret i

Ulempe: Du får kun vist nyheder om emner, du er interesseret i – og fra kilder du er enige med…

Her er et lille eksperiement. Vælg et socialt medie og et emne, som du normalt ikke er optaget af. Begynd så at følge/like/kommenterer på oplæg indenfor emnet og læg mærke til, hvordan dit feed ændrer sig

 

Forbrugerrådet tog emnet op allerede i 2016 i et udemærket blogindlæg, der kan læses her.

 

Mit ambivalente forhold til Facebook

Facebooks mission lyder: “Give people the power to build community and bring the world closer together.” Og der er ingen tvivl om, at det er virkelige kraftige værktøjer, de har i værktøjskassen. Facebook bliver brugt til at understøtte lokalsamfund, interessefællesskaber og hjælpe mennesker med at holde forbindelsen til nye og gamle venner.

Også her mens Coronavirusen raser, har Facebook fungeret som mødested for dem, der har brug for hjælp og dem, der kan hjælpe.

Problemet er bare, at Facebook tager sig godt betalt for de værktøjer

Så hvad er de gode alternativer til Facebook, som samtidig understøtter basal ret til et privatliv på nettet? Det korte svar er nok desværre, at det findes ikke. Som med telefonnettet er størrelse ALTING.

Her er en gammel Google+ (amerikansk) vittighed: “Hvorfor er det at skifte fra Facebook til Google+, som at flytte til Canada?” – Fordi alt ser anerledes ud, og der er ikke er nogen, du kender.

Det lange svar er, at der findes en række alternativer til Facebook, men at de alle har det til fælles, at så længe de ikke er mere udbredte end de er, kan de primært bruges til understøtte allerede eksisterende netværk. Fx. Vero, Mastodon eller Ello

Stop sporring udenfor Facebook

Hvis du alligevel bruger Facebook, så gør dig selv den tjeneste, at brug de muligheder, der trods alt er for at beskytte dine data. Du kan læse hvordan her

PS: Denne blog fokuserer på produktet Facebook – ikke produkter ejet af Facebook. For naturligvis findes der også gode alternativer til fx WhatsApp og Instagram, men det må blive et indlæg til en anden dag.

SoMe forbudt for børn

Har du tænkt på, hvorfor Facebook og mange andre sociale medier har en nedre aldersgrænse på 13 år?

Man kunne tro, det var fordi de Sociale Medier gerne vil sikre sig et vist modenhedsniveau hos deres brugere. Fordi selv de har forbehold overfor at udsætte unge hjerner for deres afhængighedsskabende virkemidler. Eller måske fordi de tænker, at børn og unge i forvejen bruger mange timer foran en skærm og i stedet trænger til en mundfuld frisk luft. Men men men… det er naturligvis ikke sådan det forholder sig.

Aldersgrænsen ligger på 13 år, fordi det ifølge amerikansk lovgivning er forbudt for hjemmesider at tracke data på børn under 13 år.

Det betyder også, at hvis børn under 13 oplever noget ubehageligt gennem en profil på disse medier, kan der være tilfælde, hvor der ikke er 100% overlap mellem barnets og udbydernes interesser i at få gjort noget ved problemet.

I øvrigt. Red Barnet har en masse gode råd og vejledning til børn, unge og deres forældre. De holder også foredrag for forældre rundt omkring på landets skoler, hvilket jeg kun kan anbefale at tage imod. Du kan læse om deres materialer og tilbud her

Loven hedder COPPA (Children’s Online Privacy Protection Act) og du kan læse om den her.

 

 

 

 

Doktor, doktor, jeg tror, mine lamper lytter med

Kan vi være enige om, at det her er underligt? Hvis man for få år siden havde ytret bekymring over, at man føler sig overvåget af sine møbler, ville man blive henvist til en venlig psykolog med behagelig stemme. Nu er det noget Forbrugerrådet laver vejledninger omkring.

Måske er det næste ikke en forsikring AF sit indbo, men en forsikring MOD sit indbo.

Læs mere på forbrugerrådets hjemmeside her: https://taenk.dk/test-og-forbrugerliv/smart-tv-hoejtaler-og-belysning-saadan-bliver-du-sikker

 

Deler du andres data?