Hvor meget skal man dele ud af sig selv og andre?

Når jeg skriver denne blog, kan jeg godt blive i tvivl om, hvor meget jeg skal dele ud af mig selv. Det er bagsiden af at følge med i debatten om retten til privatliv. Har jeg fx lyst til at skrive noget om de bekymringer, jeg har, der specifikt knytter sig til mine børns færden på Internettet? Allerede der, hvor jeg taler om mine børn, kan det godt føles som om, jeg henleder verdens opmærksomhed på dem. Noget jeg bestemt ikke har lyst til.

Jeg har heller ikke lyst til, at det er mig, der bestemmer, hvad der skal findes af information om dem på Internettet. Af samme grund forstår jeg slet, slet ikke de forældre, der deler billeder af deres børn på Facebook. Jeg ved jo reelt set ikke, hvilken holdning mine børn kommer til at have til billeder af sig selv, men når jeg ser på, hvilke billeder af mig, mine forældre har stående i diverse fotoalbums, hvilke jeg være stik tosset, hvis de var blevet delt vidt og bredt – og især med store reklamegiganter som Facebook og Google.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan se nytteværdigen af fx Facebook. Det kan jeg sagtens. Især som kanal for mindre virksomheder der gerne vil i kontakt med deres potentielle kunder. Og deri ligger sådan set sagens kerne for mig. Jeg vil ikke dele personlige historier og billeder på samme platform, som den lokale bager bruger til at fortælle mig, at der er tilbud til onsdagssnegle, eller hvor diverse politiske organisationer forsøger at overbevise mig om, hvor ond og grusom verden er på lige præcis de områder, som Facebook VED er mine ømme tæer.

Men altså. Jeg har børn. To stk. Det vidste Google, Netflix, Spotify og mindst 240 andre dataforhandlere godt allerede. Nu ved I det også.