Indlæg

Alternativet til wearables – et ur, en lineal, en dyb vejrtrækning og borgs skala

Sundhedsdata, sundhedsdata, oh where art thou

I efteråret kom Etisk råd i efteråret om en advarsel om, at det er et alvorligt problem, at vi udleverer data om sig selv, når vi bruger diverse sundhedsapps og andre digitale tjenester. Især når prisen er skjult for de fleste, fordi man betaler med sine personlige data i stedet for rede penge.

Mit råd: Smid alt det der skrammel ud. Her er mine værktøjer. Og de er ganske gratis både i penge og data:

Skridt

Min skridtlængde afhænger af min højde (170), og min ganghastighed af om jeg hyggesnakker, powerwalker eller er ved at komme for sent til toget. Men altså.  I gennemsnit går jeg med en hastighed på ca. 5 km/timen og jeg har en gennemsnitlig skridtlænge er 60 cm. Du kan nemt lave samme beregning. Brug en lineal til at måle din skridtlængde, og brug et ur til at måle din tur.

Jeg går altså rundt regnet 1.300 skridt på 10 minutter.

Hvis du er en af dem, der vil have dine skridt helt præcist, kan man også bare købe en gammeldags skridttæller. De kan stadig fås i de fleste sportsbutikker

Løb/cykling/roning

Jeg er mangeårig løber og er rigtigt glad for Borgs skala. Borg-skalaen måler, hvor anstrengende man selv oplever fysisk aktivitet. Skalaen går fra 6 til 20, hvor 6 svarer til hvile og til 20 maksimal anstrengelse. Man skal lige lære den at kende, men efter 14 dage sidder den som så meget andet på rygraden. Du kan læse mere om den her

Vil du vide det helt præcist, kan man stadig købe pulsure uden GPS og andet lir.

Søvn

De fleste nætter ved jeg godt, om jeg har sovet godt og nok. Og eller bruger jeg 1½ minut på at mærke efter, når jeg vågner. Er den hel gal, gentager jeg øvelsen, når jeg lige har været oppe og i gang et par minutter. Som med Borgs skala får man hurtigt hold på, hvordan forskellen på en god og dårlig nat føles.

Jeg kender ikke til søvnmålere i handel til private, der ikke suger dine data, som en vampyr suger blod. Bor du sammen med nogen, kan de til gengæld helt sikkert fortælle dig det, hvis du har sovet dårligt. Det sætter sig nemlig i humøret.

Hvor meget skal man dele ud af sig selv og andre?

Når jeg skriver denne blog, kan jeg godt blive i tvivl om, hvor meget jeg skal dele ud af mig selv. Det er bagsiden af at følge med i debatten om retten til privatliv. Har jeg fx lyst til at skrive noget om de bekymringer, jeg har, der specifikt knytter sig til mine børns færden på Internettet? Allerede der, hvor jeg taler om mine børn, kan det godt føles som om, jeg henleder verdens opmærksomhed på dem. Noget jeg bestemt ikke har lyst til.

Jeg har heller ikke lyst til, at det er mig, der bestemmer, hvad der skal findes af information om dem på Internettet. Af samme grund forstår jeg slet, slet ikke de forældre, der deler billeder af deres børn på Facebook. Jeg ved jo reelt set ikke, hvilken holdning mine børn kommer til at have til billeder af sig selv, men når jeg ser på, hvilke billeder af mig, mine forældre har stående i diverse fotoalbums, hvilke jeg være stik tosset, hvis de var blevet delt vidt og bredt – og især med store reklamegiganter som Facebook og Google.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan se nytteværdigen af fx Facebook. Det kan jeg sagtens. Især som kanal for mindre virksomheder der gerne vil i kontakt med deres potentielle kunder. Og deri ligger sådan set sagens kerne for mig. Jeg vil ikke dele personlige historier og billeder på samme platform, som den lokale bager bruger til at fortælle mig, at der er tilbud til onsdagssnegle, eller hvor diverse politiske organisationer forsøger at overbevise mig om, hvor ond og grusom verden er på lige præcis de områder, som Facebook VED er mine ømme tæer.

Men altså. Jeg har børn. To stk. Det vidste Google, Netflix, Spotify og mindst 240 andre dataforhandlere godt allerede. Nu ved I det også.

Hvad har Google gjort i det sidste årti for at overbevise dig om, at de vil beskytte dine personlige oplysninger?

Weekendavis har en interessant artikel af Ole Nyeng på forsiden i dag (nr. 21/2020). Artiklen gennemgår i hovedtræk den danske Covid-app, der baserer sig på Google-Applesamarbejdet. Artiklen vender også, hvad man har gjort i andre lande, og opsummere ikke mindst erfaringerne fra Australien og Singapore.

Nyeng har talt med Salvatore Babones fra Sydney Universitet. Han er statistikker og har undersøgt effekten af Covid-19 tracking apps i Singapore og Australien. De var nogle af de første lande til at rulle dem ud. Babones stiller sig meget tvivlende overfor, om de data der indsamles vil have nogen værdi ift. smittespredning. Her er myndighedernes interesse da også kølnet.

Babones er til gengæld ikke bekymret for datasikkerhed og retten til privatliv. Det er han ikke, fordi appen er frivillig, og man i øvrigt bare kan lade telefonen blive hjemme. Det mener jeg ikke, at man være bekendt at lade den enkelte dansker forholde sig til. Vi skal kunne stole på, at vi ikke udstiller vores private data, når vi er i kontakt med de offentlige myndigheder. Det gælder besøg på deres hjemmeside og det gælder de apps, de beder os installere.

Men jeg kan da fortælle, at den app ikke kommer ned på min telefon. Min bluetooth i øvrigt er slået fra, når jeg ikke skal bruge den. Og jeg har i øvrigt sjældent har min telefon på mig, når jeg bevæger mig rundt i mit lokalmiljø. Det har ikke noget med privatliv at gøre. Jeg har ganske enkelt ikke noget, jeg skal bruge den til, når jeg er i skoven, motionere, går en tur med ungerne, køber ind, besøger venner osv.* Men at jeg efterlader en sporingsenhed derhjemme ved ikke at tage min telefon med mig er en velkommen bonus.

Nyeng citere også Alex Gladstein fra Human Rights Foundation (HFR). HFR har en broget baggrund, som man kan læse om her (på engelsk), men det spørgsmål han stiller, er reelt nok.

“Hvad har Google gjort i det sidste årti for at overbevise dig om, at de vil beskytte dine personlige oplysninger?”

* Jeg har lagt mærke til, at jeg er meget bedre til at koncentrere mig, når jeg ikke har telefonen i lommen. Det har ikke noget med privatliv at gøre, men måske værd at overveje ift. mental sundhed?

Pas på dine sundhedsdata

De sidste par uger har der naturligvis nok være meget debat om, hvordan vi bedst muligt dæmmer op for smittespredningen af Corona. Der er bl.a. skudt en række private initiativer op, som tilbyder at indsamle data og dele dem med sundhedsmyndighederne.

Jeg har selv været mest aktiv på LinkedIn, hvor jeg har kommenteret på en række indlæg. Noget af det bliver hurtigt ret nørdet, så her er i stedet Datatilsynets anbefalinger:

Hvad skal du overveje?

  • Hvem står bag indsamlingen? Er det en offentlig (sundheds)myndighed, en virksomhed, en organisation eller en privatperson, som beder om dine helbredsoplysninger? Og er det i det hele taget nogen, som du har tillid til?
  • Hvad er formålet? Kortlægning af corona-udbredelse! Ja, men er det tydeligt, at dine oplysninger ikke skal bruges til andre ikke helt så saglige formål?
  • Hvem deles oplysningerne med? Er der f.eks. myndigheder, der har efterspurgt data fra netop dette site eller denne app? Og giver du også lov til, at oplysningerne deles med andre – f.eks. private virksomheder?
  • Hvor og i hvor lang tid opbevares oplysninger? Står der noget om, hvordan dine oplysninger opbevares? Og hvor længe vil oplysningerne blive gemt?
  • Hvad er dine muligheder for at fortryde? Kan du få oplysningerne slettet igen, hvis du fortryder?
  • Hvilke oplysninger taler vi om? Spørges der ind  til oplysninger, som ikke umiddelbart har noget med coronavirus at gøre – f.eks. bankoplysninger – bør det være et advarselssignal til dig

Læs kildeartiklen her.

Hvad handler debatten om?

En del af debatten gik på, om det er vigtigt, at sundhedsmyndigheder og sundhedsfaglige er tilgængelige, der “hvor folk er”.

Jeg er naturligvis enig i, at det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle er til rådighed og kan svare på spørgsmål. Problemet er platformen i sig selv skal være lødig.

Og det er i mon optik meget vigtigt, at fagprofessionelle ikke bidrager til at legitimisere en platform, der har en direkte interesse i at kompromitere dine sundhedsoplysninger. I efteråret blev der fx brag en række historier om, hvordan man på Facebook kan målrette annoncer til antivaccine-mennesker. Historien blev bl.a. bragt i Zetland, Berlingske og mange store udenlandske medier. Presset på Facebook blev så stort, at Dr.dk kunne bringe en nyhed om, at nu vil Facebook gøre noget ved det. Det er svært at følge tidslinjen, så det er uklart om Facebook selv gik ind i kampen, eller de først kom på banen, da medierne tog sagen op.

Men spørg dig selv om følgende: Er Facebook det rigtige sted til information om dine sundhedsdata?

Gode kilder til information om Corona

Sundhedsstyrelsen har oprettet en side med spørgsmål og svar her. Der er en myndighedshotline på telefon +45 70 20 02 33 og Hjerteforeningen, Danish Red Cross og mange andre foreninger, stiller sig til rådighed for at hjælpe så mange som muligt UDEN at sælge dine oplysninger videre til højestbydende.

SoMe forbudt for børn

Har du tænkt på, hvorfor Facebook og mange andre sociale medier har en nedre aldersgrænse på 13 år?

Man kunne tro, det var fordi de Sociale Medier gerne vil sikre sig et vist modenhedsniveau hos deres brugere. Fordi selv de har forbehold overfor at udsætte unge hjerner for deres afhængighedsskabende virkemidler. Eller måske fordi de tænker, at børn og unge i forvejen bruger mange timer foran en skærm og i stedet trænger til en mundfuld frisk luft. Men men men… det er naturligvis ikke sådan det forholder sig.

Aldersgrænsen ligger på 13 år, fordi det ifølge amerikansk lovgivning er forbudt for hjemmesider at tracke data på børn under 13 år.

Det betyder også, at hvis børn under 13 oplever noget ubehageligt gennem en profil på disse medier, kan der være tilfælde, hvor der ikke er 100% overlap mellem barnets og udbydernes interesser i at få gjort noget ved problemet.

I øvrigt. Red Barnet har en masse gode råd og vejledning til børn, unge og deres forældre. De holder også foredrag for forældre rundt omkring på landets skoler, hvilket jeg kun kan anbefale at tage imod. Du kan læse om deres materialer og tilbud her

Loven hedder COPPA (Children’s Online Privacy Protection Act) og du kan læse om den her.

 

 

 

 

Deler du andres data?

Får du også sukkerchok af alle småkagerne?

I efteråret bragte DR.dk en nyhed om, at Erhvervsstyrelsen i vejledning om cookies i en grad, så hvis virksomheder følger Erhvervsstyrelsens cookievejledning, kan de ende med at bryde loven.

De kunne også fortælle, at Cookie Information havde lavet en undersøgelse af 154 tilfældigt udvalgte danske offentlige myndigheders hjemmesider. Og de kommer frem til, at 77% af dem tillader marketingscookies uden borgernes samtykke.

Jeg havde selv konstateret, at jeg på kommunes hjemmeside var infiltreret med små, trælse cookies nok til at give selv en hel børnehave sukkerchok.

Træls med træls på. Men men men. Det lysner. Sådan da. Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at flere og flere offentlige hjemmesider giver mulighed for at sige nej tak til cookies. Og for fjorten dage siden, kunne jeg med glæde fortælle, at Facebook endeligt har tilføjede funktionalitet, der kan forhindre sporing på tværs af sites. Noget Apple og Google i øvrigt har implementeret for længe siden.

Desværre vokser træerne ikke ind i himlen. Eksempel:

Antal cookies for at læse nyheden om Erhvervsstyrelsens vildledning tilbage i november 2019? 138

Antal cookies for at læse samme artikel nu (feb. 2020): 162

Og skal vi gætte på, at når Facebook endeligt er kommet med på vognen ift. tredjepartscookies, er det fordi de satser massivt på deres Pixel-teknologi?

DRs artikelserie om Cookies

DR.dk har i øvrigt en hel artikelserie om Cookies. Her er et par andre gode:

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/traet-af-reklamer-der-forfoelger-dig-saadan-undgaar-du-nogle-af-dem (Guide)

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/accepterer-du-cookies-her-er-fire-metoder-til-undgaa-overvaagning-paa-nettet (Guide)

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/9-ud-af-10-hjemmesider-overholder-ikke-lov-om-cookies-det-kan-virkelig-give (Om lovgivningen)

https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/forskere-drs-og-folketingets-hjemmesider-er-paa-kant-med-persondataloven (Om lovgivningen)

Nyheden om Erhvervsstyrelsen fra november kan læses her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/eksperter-erhvervsstyrelsen-vildleder-i-vejledning-om-cookies

Rapporten fra Cookie Information kan læses her: https://cookieinformation.com/da/videnscenter/blog/rapport-offentlige-myndigheder-tracking-cookies-2019

PS: Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg henviser så meget til nyheder på DR.DK. Det gør jeg dels fordi, jeg synes, deres guides er gode. Og dels fordi DRs nyheder ikke ligger bag en betalingsmur.

Google Ads

IDA gør det. FOF gør det. Stribevis af virksomheder gør det. Underviser i, hvordan man kommer øverst i Google søgninger.

Det gør de, fordi det bliver mere og mere svært at blive vist blandt de 10-15 første søgninger på Google. Det er typisk dem, der bliver vist på første side. Men har du tænkt på, hvad det betyder for de søgeresultater, du selv ser, når du bruger Google?

Google Ads gør det nemt for deres betalende kunder (er det dig?) at: “Nå ud til potentielle kunder, når de søger efter virksomheder som din på Google Søgning og Maps.”

Hvis Google og alle de andre rødder er eksperter i at vise dig det, du er mest tilbøjelig til at købe, baseret på hvad du har købt tidligere, hvor får du så ny inspiration?

Her er en øvelse du kan prøve med et par venner: Find en vare. Fx en rejse til Berlin, Ecco sko, en rød skjorte og sammenlign de priser, I bliver vist.

Eller stil et spørgsmål og sammenlign de svar, I får.

Hvis de 10-15 første søgeresultater har betalt for at ligge der – eller i hvert fald betalt nogen for at optimere deres hjemmeside, så de kommer til at ligge øverst. Er det så nødvendigvis det mest relevante søgeresultat, du finder?

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere her: https://ads.google.com/intl/da_DK/home/

European Data Protection Day d. 28. Januar – fik du den med?

Den europæiske databeskyttelseskonvention blev underskrevet den 28. januar 1981. Siden 2007 er den europæiske databeskyttelsesdag blevet markeret hvert år på samme dag.

Dagen skal fungere som samlingspunkt, hvor medier, politikere, firmaer, skoler og ikke mindst videnspersoner går sammen om at øge bevidstheden om databeskyttelse.

Det var ikke noget, der gav stor genlyd i de danske medier, men kunne det ikke være dejligt, hvis det udviklede sig til en festdag? Eller måske blev indarbejdet i skoleåret ligesom Pengeugen i uge 11 er ved at blive det?

Interessant nok faldt dagen sammen med, at Facebook endeligt tilføjede funktionalitet, der kan forhindre sporing på tværs af sites. Dr.dk har en glimrende beskrivelse af, hvordan du slår de nye indstillinger til her:

https://www.dr.dk/nyheder/penge/facebook-giver-dig-endelig-en-slet-al-data-knap-saadan-virker-den

Af andre gode nyheder blev Google i januar idømt en bøde i Frankrig på rundt regnet €50 million (ca 370 mi0. gode danske kroner) for brud på GDPR. Om det giver Google sved på panden, er dog tvivlsom. 370 millioner lyder af meget, men Google har en anslået værdi af 300 milliarder US$, så for dem er det et greb i lommen. Eller “peanuts”, som de siger over there.

Den nyhed kan du fange her: https://www.euractiv.com/section/data-protection/news/e50-million-gdpr-fine-for-google-in-france/ (på engelsk)

Men altså. Det handler om rettigheder. Rettigheder til egne data og til et privatliv – også på nettet.

En bekymret mand

Lars Mikkelgaard-Jensen, bestyrelsesformand for Sydbank og tidligere adm. direktør for IBM Danmark er en bekymret mand. På scenen til Finanstilsynets Fintech konference 2019 delte han sine bekymringer for, hvad de store Tech-giganter i fremtiden vil bruge vores data til, og da han blev spurgt, hvilken regulering han ville foretage, hvis han kunne, i forhold til Tech-giganterne, svarede han: “”Hvordan sikrer man, at vores data ikke misbruges?”

Han fortalte også, at han ikke længere benytter Google. Det gør jeg heller ikke, hvis jeg kan undgå det. I stedet bruger jeg DuckDuckGo, som fungerer udmærket til langt de fleste søgninger. Det er faktisk kun, når jeg skal finde noget meget specifikt dansk, at jeg må ty til Google. Her bliver det tydeligt, at Google har utroligt mange flere data at basere deres algoritme på. Og det er jo sådan set en selvstændig del af pointen.

Jeg er også i gang med en gmail detox. Det er til gengæld langt sværere, for den bruges af virkeligt mange mennesker og steder til at kontakte mig. Det føles pludseligt direkte simpelt at skifte telefonnummer.

Læs Børsens artikel om Lars Mikkelgaard-Jensen indlæg til Finanstilsynets Fintech konference 2019 her: https://lnkd.in/eY5xMhU