Pas på dine sundhedsdata

De sidste par uger har der naturligvis nok være meget debat om, hvordan vi bedst muligt dæmmer op for smittespredningen af Corona. Der er bl.a. skudt en række private initiativer op, som tilbyder at indsamle data og dele dem med sundhedsmyndighederne.

Jeg har selv været mest aktiv på LinkedIn, hvor jeg har kommenteret på en række indlæg. Noget af det bliver hurtigt ret nørdet, så her er i stedet Datatilsynets anbefalinger:

Hvad skal du overveje?

  • Hvem står bag indsamlingen? Er det en offentlig (sundheds)myndighed, en virksomhed, en organisation eller en privatperson, som beder om dine helbredsoplysninger? Og er det i det hele taget nogen, som du har tillid til?
  • Hvad er formålet? Kortlægning af corona-udbredelse! Ja, men er det tydeligt, at dine oplysninger ikke skal bruges til andre ikke helt så saglige formål?
  • Hvem deles oplysningerne med? Er der f.eks. myndigheder, der har efterspurgt data fra netop dette site eller denne app? Og giver du også lov til, at oplysningerne deles med andre – f.eks. private virksomheder?
  • Hvor og i hvor lang tid opbevares oplysninger? Står der noget om, hvordan dine oplysninger opbevares? Og hvor længe vil oplysningerne blive gemt?
  • Hvad er dine muligheder for at fortryde? Kan du få oplysningerne slettet igen, hvis du fortryder?
  • Hvilke oplysninger taler vi om? Spørges der ind  til oplysninger, som ikke umiddelbart har noget med coronavirus at gøre – f.eks. bankoplysninger – bør det være et advarselssignal til dig

Læs kildeartiklen her.

Hvad handler debatten om?

En del af debatten gik på, om det er vigtigt, at sundhedsmyndigheder og sundhedsfaglige er tilgængelige, der “hvor folk er”.

Jeg er naturligvis enig i, at det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle er til rådighed og kan svare på spørgsmål. Problemet er platformen i sig selv skal være lødig.

Og det er i mon optik meget vigtigt, at fagprofessionelle ikke bidrager til at legitimisere en platform, der har en direkte interesse i at kompromitere dine sundhedsoplysninger. I efteråret blev der fx brag en række historier om, hvordan man på Facebook kan målrette annoncer til antivaccine-mennesker. Historien blev bl.a. bragt i Zetland, Berlingske og mange store udenlandske medier. Presset på Facebook blev så stort, at Dr.dk kunne bringe en nyhed om, at nu vil Facebook gøre noget ved det. Det er svært at følge tidslinjen, så det er uklart om Facebook selv gik ind i kampen, eller de først kom på banen, da medierne tog sagen op.

Men spørg dig selv om følgende: Er Facebook det rigtige sted til information om dine sundhedsdata?

Gode kilder til information om Corona

Sundhedsstyrelsen har oprettet en side med spørgsmål og svar her. Der er en myndighedshotline på telefon +45 70 20 02 33 og Hjerteforeningen, Danish Red Cross og mange andre foreninger, stiller sig til rådighed for at hjælpe så mange som muligt UDEN at sælge dine oplysninger videre til højestbydende.