BigTechs kamp for at værne om dit privatliv

For en som mig der følger den type af nyheder, kan jeg se, at der er sket noget på privacy fronten over de sidste par år. Særligt i Europa, men også i USA, Australien, New Zealand og Indien. Grundene er formodentligt mange – og nogle mere politiske end andre. Min fornemmelse baserer sig først og fremmest på, at diskussionerne om privatlivsindstillinger, datadeling og den fuldstændige vanvittige datahøst fra os alle sammen rykket længere og længere ind på arenanen. Da jeg begyndte at interessere mig for emnet, var det et nicheemne på nichemedier på nettet. Primært rettet mod dem, der allerede havde interessen eller i hvert fald interessere sig for IT.

Nu er de brede medier kommet med, lovgivningen har fået seriøse tænder og nogle af de helt store spillere er begyndt at blande sig i samtalen. Google, Facebook, Apple, Amazon har alle sammen travlt med at fortælle om, hvor meget de naturligvis respekterer dit privatliv, hvor langt de går for at beskytte dine data, at du naturligvis trygt kan benytte deres produkter.

Det er lidt som, når oliebranchen nu helst vil kaldes energibranchen, samtidig med af fx BP har brugt millioner på at forme fortællingen om, at klimaansvaret er individuelt og ikke systemisk… Men det er en historie til en anden dag og et andet sted.

Hvor dybt intentionerne stikker, kan man være i sin gode ret til at betvivle, hvilket mange også gør. Her er fx en artikel  (engelsk) fra starten af 2019, der oplister nogle af de ting, Apple kunne gøre, hvis de VIRKELIGT ville vise tænder overfor fx Google og Facebook. , men jeg finder det ubetinget positivt, hvis BigTech føler sig presset på deres giftige forretningsmodel.

Alt det for at sige, at 1) Jeg tror ikke en tøddel på, at BigTech kaster sig en i kampen for privacy for deres blå øjnes skyld, 2) Det må IKKE være et individuelt ansvar, om man vil have sine data høstet mod sin viden og 3) Der er behov for stærk lovgivning og retvisende varebetegnelser på alle services og ydelser – også selvom de er “gratis”

MEN

Jeg er også villig til at tro på, at hvis man rent faktisk benytter sig af de indstillinger, der er indbygget i fx smartphones og apps, til at minimere datahøsten, så har det rent faktisk også en effekt. Og Facebook? Jeg er stadig villig til at begynde at bruge jeres services, hvis jeg kan få lov til at betale med rede penge i stedet for med mine data….