Indlæg

Hvorfor bruger Vi tester Danmark reklametrackere?

Jeg har netop fået en invitation fra Vi tester Danmark i min e-boks. Projektet skriver (forkortet):

”Du inviteres hermed til at deltage i COVID-19-projektet ”Vi tester Danmark”. ”Vi tester Danmark” er et stort, nationalt projekt, der drives af Statens Serum Institut i samarbejde med eksperter fra regioner og universiteterne.

”Vi tester Danmark” undersøger omfanget og følgerne af COVID-19 blandt borgere i Danmark over 15 år. Undersøgelsen bakkes op af Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Denne invitation udsendes i disse dage til 1 million tilfældigt udvalgte borgere i Danmark, som er 15 år eller ældre og registreret som modtagere i e-Boks.”

[…]

Du kan læse mere om ”Vi tester Danmark” projektet på hjemmesiden: www.vitesterDanmark.dk”

Velvillig til at deltage og nysgerrig som jeg er, går jeg naturligvis straks ind på deres hjemmeside og bliver straks mødt af to trackere. En fra Google Analytics og en fra Adtracker.

Google Analytics (*suk*) behøver vel desværre næppe nogen introduktion, men hvis nogen skulle være i tvivl, er det verdens største reklamefirma.

Om Adtracker og med deres egne ord:

The Leading Independent Enterprise Technology for Modern Marketing

Adform is the only global, independent and fully integrated advertising platform built for modern marketing. Its unique enterprise technology – Adform Flow – harnesses superior user experience and a scalable, modular and open architecture, to enable seamless management of the whole campaign life cycle. It provides clients with enhanced control and transparency across their advertising operations, including ownership of all data from their campaigns. 

Der er sikkert en grund til, at Vi tester Danmark har behov et værktøj til at holde styr på deres reklamekampagner. Jeg kan bare ikke umiddelbart komme i tanke om nogen GODE grunde.

Jeg har skrevet til Vi tester Danmark og stillet spurgt: Hvorfor er trackerne der? Hvilke data informationer opsamles? Hvor opbevares informationerne og hvor længe? Hvem bliver de delt med?

Deler du andres data?

Hey Siri, tager du referatet?

En ven spurgte mig i går, hvad jeg mener om, at bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer og andre gode mennesker tager deres telefoner med til vigtige møder.

Det er da sådan set et rigtigt godt spørgsmål. Heldigvis er der et nemt svar. Man skal naturligvis ikke have sin telefon med til den slags møder.

Der har efterhånden været utallige eksempler på, at vores telefoner, “smarte” assistenter og sågar vores fjernsyn bliver brugt til at lytte med i vores samtaler.

Løsningen er simpel. Sluk telefonen

Føles det for voldsomt at skulle undvære den, bør man i det mindste deaktivere Siri og dens venner, hver gang man har en samtale, man ikke ønsker andre kan lytte med på.

Jeg ønsker mig… en hofnar

I enevældets tid, går historierne, var det vigtigt for kongen at have mindst en omkring sig, der turde sige sandheden, der turde sige ham imod, der turde sige nej, når alle andre sagde ja. Denne ene var hofnarren. Når det offentlige Danmark ansætter de medarbejdere, der skal udtænke, analysere og gennemføre digitaliseringsprojekter, lyder jobopslagene: ” Vil du være med til… at gennemføre it-projekter … at anskaffe fremtidens digitale løsninger… ”.

Men måske skulle der være mere fokus på bæredygtig digitalisering. På at ansætte nogen, der er parat til at sige, at noget måske IKKE skal digitaliseres, at nogle data måske IKKE skal indsamles, at nogle funktioner måske – bare måske – er for sårbare, for dyrebare, for vigtige for tilliden mellem borger og myndigheder til at digitalisere.

Derfor. Bring hofnarren tilbage. Ansæt mennesker, it-arkitekter, testledere, projektledere, product owners, hvis job det er at sige nej, når den sociale businesscase ikke hænger sammen. At tillid og transparens vejer tungere end digitale muligheder og nye teknologier. Det ønsker jeg mig.

Tillid er en sjov størrelse

Tillid er en sjov størrelse. Nem at kende, umulig at beskrive, svær at opbygge og nem at nedbryde.

Altinget og Dansk IT havde for nyligt en essaykonkurrence, med spørgsmålet: “Hvordan sikrer vi, at den offentlige sektor i Danmark udnytter digitale muligheder og nye teknologier på en måde, så vi samtidig styrker tilliden mellem borgere og myndigheder og sikrer transparensen i fremtidens samfund?”

Det vil kræve mere end almindeligt potente teblade at spå om, hvad vi kommer til at kunne med de teknologier, der ikke findes endnu. Mens vi venter, kan vi måske tale lidt om tillid. Og her tror jeg, der ligger der et langt sejt træk for mange aktører i den offentlige sektor med at bringe tilliden tilbage, og transparensen frem i de teknologier, der allerede er taget i brug. Og dermed skabe et fundament for nye teknologier i fremtiden.

Tillid kommer af at anerkende “den andens” udgangspunkt, så her må den offentlige sektors aktører spørge sig selv: Er der områder, hvor den menneskelige kontakt er for vigtig til at blive erstattet fuldt ud af digitalisering? Hvor der er fare for, at grundlæggende samfundsværdier går tabt, hvis man digitaliserer, fx retten til privatliv? Hvor fuld digitalisering vil udfordre oplevelsen af retfærdighed i kontakten med magten?

Den banale sandhed er jo, at digitaliseringen har en pris. Og at den pris ikke nødvendigvis betales af ordregiver, er synlig på den korte bane eller kan opgøres i kroner og ører. Tillid og transparens må derfor besinde til, at hvor man er i tvivl, lader man være, for hvis vi fortryder, er det svært at gå tilbage.

Det i øvrigt rigtigt gode vinderindlæg kan læses her: https://www.altinget.dk/digital/artikel/vinder-af-altinget-og-dansk-its-debatkonkurrence-transparens-sikrer-ikke-tillid-til-myndigheders-beslutninger

Hvad skal I bruge dem til? Om respekt for min ret til mine egne data

I maj 2018 trådte den nye persondataforordning i anvendelse. Den nye forordning blev lanceret under stor fanfare, og endnu større bekymring fra de stakkels virksomheder for, hvad det nu skulle koste, at behandle privatpersoners, private data som netop det – private. Det er dog ikke kun private virksomheder, der har svært ved at skelne mellem dit og mit, når det kommer til vores data. Når det kommer til alt fra sundhedsdata til folkeskolens trivselsmålinger, er der snart sagt ikke det stykke data, der er småt nok, til at det skal kobles til CPR-nr. og gemmes i al evighed – i videnskabelig og statistiks øjemed, naturligvis. Indtil de jo altså bliver brugt til noget andet, fordi lovgiverne har fået andre ideer.

Er der områder, hvor mine data pinedød er nødvendige? Ja, naturligvis. SKAT skal da vide hvem jeg og hvad jeg laver for fx at kunne opkræve skatter, sundhedssektoren skal have adgang til mine sundhedsdata for at kunne give stille den rette diagnose, give mig den bedst mulige behandling, og formodentligt i den nære fremtid give mig de bedste råd om forebyggelse. Sundhedssektoren skal. Ikke Novo. Ikke Pfeizer i uigennemskuelige PublicPrivatePartnerskaber.

Kommunerne har behov for at vide om børnene trives. Det forstår vi. Men hvorfor skal alle elever fra 0 – 9. klasses svar på, hvorvidt deres skole er nedslidt? På CPR-nummer. For evigt.  Send dog en mand ud se på sagerne? Hvorfor skal børn fra 0. – 9. klasse kunne forstå, at når de bruger deres UniLogin til matematikopgaver, kan deres lærer se deres besvarelse, men når de bruger deres UniLogin til at fortælle, at de ikke trives i skolen, er der ingen voksne, der læser med? Og værst er det for de børn, hvor forældrene ikke kan hjælpe dem med at forstå hverken trivsel eller anonymisering.

Det må være rimeligt, at der kun indsamles de data, der er nødvendige for at løse en given opgave. Også i forvaltningen. Og hvis ikke I kan forklare mig, hvad I skal bruge mine data til, er de nok ikke rigtigt nødvendige. Vel?