Apple har dårlige nyheder til Google, Facebook og alle de andre datavampyrer

Her kommer, hvad jeg har lært af Morten Münster, at kalde en “Lazy Edition”. Det vil sige  en gengivelse af en artikel en anden har skrevet. Det har jeg gjort, fordi det er en virkelig vigtig og virkelig god nyhed, som alle burde læse og glæde sig over. Derfor har jeg oversat den til dansk og forkortet den en smule. Originalen kan læses her. (Engelsk)

Bomben under Facebook og Google

Midt i en to timers lang keynote på Apples verdensomspændende udviklerkonference, smed Apple en bombe under Facebook og Googles forretningsmodel.

Lidt mere end halvvejs igennem afslørede Apple, at de nu vil kræve, at udviklere afslører de oplysninger som bruges til at spore dig til reklameformål.

Ifølge Katie Skinner, Apples manager af software til brugernes privatliv, er udviklere nødt til at præcisere, hvilke oplysninger deres app indsamler, og “hvis de deler data med andre virksomheder for at spore dig.”

Apple sagde også, at det vil gøre disse oplysninger tilgængelige i deres App Store, så brugerne kan se oplysningerne, før de træffer en beslutning om at downloade. Er man endnu mere kritisk i sin holdning til privatlivets fred, kræver Apple, at apps afslører, når de sporer dig, og giver brugerne mulighed for at tillade det eller ej, svarende til hvordan iOS allerede håndterer anmodninger om stedsporing.

Google og Facebooks forretningsmodel

Google og Facebook har opbygget hele deres forretning omkring indsamlingen af ​​dine personlige oplysninger og tjent penge på at bruge disse data til at vise dig reklame. Meget af disse data kommer ikke fra dine interaktioner på deres respektive websteder, men er baseret på din aktivitet på internettet eller i apps på din smartphone.

Her er grunden til, at dette betyder noget: Det meste af, hvordan virksomheder tjener penge på vores personlige oplysninger, sker uden gennemsigtighed, hvilket betyder, at de fleste af os aldrig virkelig tænker over, hvor meget disse virksomheder indsamler.

Apple brugte analogien til etiketterne på fødevarer, der afslører ingredienserne og ernæringsoplysninger. Og ernæringsmærket en perfekt analogi. Det bliver meget sværere at ignorere, hvor usunde dine spisevaner kan være, når det er meget tydeligt, hvad produktet indeholder og hvor mange kalorier, der er i.

Det er det samme med vores privatliv. Når du ved nøjagtigt, hvad der sker med dine personlige oplysninger, bliver det sværere at ignorere, hvordan de bruges til at spore dig og din aktivitet online.

I den forbindelse har Apples holdning potentiale til at tvinge os til at forholde os til mængden af ​​information, som tech-giganter indsamler. Det kan være meget gode nyheder for brugerne og meget dårlige nyheder for Facebook og Google.

Undgå reklamesporing i iOS

Sådan udnytter du muligheden i iOS (iPhone, iPad), som artiklen refererer til:

Slå reklamesporing fra….

Gå til indstillinger (det grå tandhjul) -> Anonymitet -> Reklamer -> Begræns reklamesporing

… og nulstil dit reklameID

Gå til indstillinger (det går tandhjul)  -> Anonymitet -> Reklamer -> nulstil reklameID

Og så lidt reklame

Hvis du er interesseret i at lære, hvordan du udnytter muligheden for sporing, tilbyder jeg hands-on kurser i de væsentligste og mest lavpraktiske tiltag.

Googles køb af Fitbit – Er det et monopol?

Er der efterhånden nogen, der er i tvivl om, at monopol i langt, langt de fleste tilfælde er skidt for forbrugerne? Er der efterhånden nogen, der er i tvivl om, at Google er ved at opbygge et monopol på fremtidens måske vigtigste råstof?

Råstoffet er dine og mine personlige præferencer, drømme, købevaner, omgangskreds, hvad vi kan lide, hvad vi er bange for, hvordan vi tænker.

Derfor er det ikke så underligt, at en række konkurrencemyndigheder er i gang med at kigge ganske nøje på Googles køb af Fitbit. Sundhedsdata er mere værd end guld, og Fitbit har mere af det end mange sundhedsmyndigheder.

EU’s konkurrencemyndigheder forventer at komme med en afgørelse d. 20. juli. Du kan læse mere fra Reuters her (Engelsk)

I forrige uge lavede jeg et blogoplæg om analoge alternativer til wearables. Det kan du læse her.

 

Alternativet til wearables – et ur, en lineal, en dyb vejrtrækning og borgs skala

Sundhedsdata, sundhedsdata, oh where art thou

I efteråret kom Etisk råd i efteråret om en advarsel om, at det er et alvorligt problem, at vi udleverer data om sig selv, når vi bruger diverse sundhedsapps og andre digitale tjenester. Især når prisen er skjult for de fleste, fordi man betaler med sine personlige data i stedet for rede penge.

Mit råd: Smid alt det der skrammel ud. Her er mine værktøjer. Og de er ganske gratis både i penge og data:

Skridt

Min skridtlængde afhænger af min højde (170), og min ganghastighed af om jeg hyggesnakker, powerwalker eller er ved at komme for sent til toget. Men altså.  I gennemsnit går jeg med en hastighed på ca. 5 km/timen og jeg har en gennemsnitlig skridtlænge er 60 cm. Du kan nemt lave samme beregning. Brug en lineal til at måle din skridtlængde, og brug et ur til at måle din tur.

Jeg går altså rundt regnet 1.300 skridt på 10 minutter.

Hvis du er en af dem, der vil have dine skridt helt præcist, kan man også bare købe en gammeldags skridttæller. De kan stadig fås i de fleste sportsbutikker

Løb/cykling/roning

Jeg er mangeårig løber og er rigtigt glad for Borgs skala. Borg-skalaen måler, hvor anstrengende man selv oplever fysisk aktivitet. Skalaen går fra 6 til 20, hvor 6 svarer til hvile og til 20 maksimal anstrengelse. Man skal lige lære den at kende, men efter 14 dage sidder den som så meget andet på rygraden. Du kan læse mere om den her

Vil du vide det helt præcist, kan man stadig købe pulsure uden GPS og andet lir.

Søvn

De fleste nætter ved jeg godt, om jeg har sovet godt og nok. Og eller bruger jeg 1½ minut på at mærke efter, når jeg vågner. Er den hel gal, gentager jeg øvelsen, når jeg lige har været oppe og i gang et par minutter. Som med Borgs skala får man hurtigt hold på, hvordan forskellen på en god og dårlig nat føles.

Jeg kender ikke til søvnmålere i handel til private, der ikke suger dine data, som en vampyr suger blod. Bor du sammen med nogen, kan de til gengæld helt sikkert fortælle dig det, hvis du har sovet dårligt. Det sætter sig nemlig i humøret.