Indlæg

Mit ambivalente forhold til Facebook

Facebooks mission lyder: “Give people the power to build community and bring the world closer together.” Og der er ingen tvivl om, at det er virkelige kraftige værktøjer, de har i værktøjskassen. Facebook bliver brugt til at understøtte lokalsamfund, interessefællesskaber og hjælpe mennesker med at holde forbindelsen til nye og gamle venner.

Også her mens Coronavirusen raser, har Facebook fungeret som mødested for dem, der har brug for hjælp og dem, der kan hjælpe.

Problemet er bare, at Facebook tager sig godt betalt for de værktøjer

Så hvad er de gode alternativer til Facebook, som samtidig understøtter basal ret til et privatliv på nettet? Det korte svar er nok desværre, at det findes ikke. Som med telefonnettet er størrelse ALTING.

Her er en gammel Google+ (amerikansk) vittighed: “Hvorfor er det at skifte fra Facebook til Google+, som at flytte til Canada?” – Fordi alt ser anerledes ud, og der er ikke er nogen, du kender.

Det lange svar er, at der findes en række alternativer til Facebook, men at de alle har det til fælles, at så længe de ikke er mere udbredte end de er, kan de primært bruges til understøtte allerede eksisterende netværk. Fx. Vero, Mastodon eller Ello

Stop sporring udenfor Facebook

Hvis du alligevel bruger Facebook, så gør dig selv den tjeneste, at brug de muligheder, der trods alt er for at beskytte dine data. Du kan læse hvordan her

PS: Denne blog fokuserer på produktet Facebook – ikke produkter ejet af Facebook. For naturligvis findes der også gode alternativer til fx WhatsApp og Instagram, men det må blive et indlæg til en anden dag.

SoMe forbudt for børn

Har du tænkt på, hvorfor Facebook og mange andre sociale medier har en nedre aldersgrænse på 13 år?

Man kunne tro, det var fordi de Sociale Medier gerne vil sikre sig et vist modenhedsniveau hos deres brugere. Fordi selv de har forbehold overfor at udsætte unge hjerner for deres afhængighedsskabende virkemidler. Eller måske fordi de tænker, at børn og unge i forvejen bruger mange timer foran en skærm og i stedet trænger til en mundfuld frisk luft. Men men men… det er naturligvis ikke sådan det forholder sig.

Aldersgrænsen ligger på 13 år, fordi det ifølge amerikansk lovgivning er forbudt for hjemmesider at tracke data på børn under 13 år.

Det betyder også, at hvis børn under 13 oplever noget ubehageligt gennem en profil på disse medier, kan der være tilfælde, hvor der ikke er 100% overlap mellem barnets og udbydernes interesser i at få gjort noget ved problemet.

I øvrigt. Red Barnet har en masse gode råd og vejledning til børn, unge og deres forældre. De holder også foredrag for forældre rundt omkring på landets skoler, hvilket jeg kun kan anbefale at tage imod. Du kan læse om deres materialer og tilbud her

Loven hedder COPPA (Children’s Online Privacy Protection Act) og du kan læse om den her.

 

 

 

 

Google Ads

IDA gør det. FOF gør det. Stribevis af virksomheder gør det. Underviser i, hvordan man kommer øverst i Google søgninger.

Det gør de, fordi det bliver mere og mere svært at blive vist blandt de 10-15 første søgninger på Google. Det er typisk dem, der bliver vist på første side. Men har du tænkt på, hvad det betyder for de søgeresultater, du selv ser, når du bruger Google?

Google Ads gør det nemt for deres betalende kunder (er det dig?) at: “Nå ud til potentielle kunder, når de søger efter virksomheder som din på Google Søgning og Maps.”

Hvis Google og alle de andre rødder er eksperter i at vise dig det, du er mest tilbøjelig til at købe, baseret på hvad du har købt tidligere, hvor får du så ny inspiration?

Her er en øvelse du kan prøve med et par venner: Find en vare. Fx en rejse til Berlin, Ecco sko, en rød skjorte og sammenlign de priser, I bliver vist.

Eller stil et spørgsmål og sammenlign de svar, I får.

Hvis de 10-15 første søgeresultater har betalt for at ligge der – eller i hvert fald betalt nogen for at optimere deres hjemmeside, så de kommer til at ligge øverst. Er det så nødvendigvis det mest relevante søgeresultat, du finder?

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere her: https://ads.google.com/intl/da_DK/home/

At skille skidt fra kanel på Facebook – for en værdi af 70kr pr bruger i Europa

Ifølge Facebook har de per november fjernet 5.4 milliarder falske profiler i 2019. Også ifølge Facebook, havde de i tredje kvartal 2019 (juli-september) 2,4 milliarder månedlige aktive brugere. De har altså fjernet mere end dobbelt så mange falske profiler, som de har aktive brugere.

Og nu vi er ved det. Den gennemsnitlige indtægt pr. bruger i Europa er lige over 10,5 US$ eller omkring 70kr. Vil jeg betale 70 kr i abonnement, der kan give mig samme funktionalitet som Facebook, men uden datahøsten? Det kunne jeg nok godt overtales til. Så kan jeg nok godt undvære den 1½ kop købe-cappuccino, det svarer til*

Man kan læse mere her: https://investor.fb.com/investor-events/event-details/2019/Facebook-Q3-2019-Earnings/default.aspx

Hvis man hellere vil have noget på dansk, dækkede de fleste danske nyhedsmedier nyheden om antallet af falske profiler. Her er link til et par stykker:

https://politiken.dk/kultur/medier/art7493041/Facebook-har-slettet-54-milliarder-falske-profiler-i-%C3%A5r

https://www.dr.dk/nyheder/penge/facebook-til-kamp-mod-falske-venner-sletter-profiler-i-milliardtal

https://jyllands-posten.dk/livsstil/digitalt/ECE11755571/facebook-har-slettet-54-milliarder-falske-profiler-i-aar/

*Ja, jeg er klar over, at Facebook firmaet har andre produkter end Facebook, fx WhatsApp og Instagram. Nej, jeg kender ikke fordelingen af indtjening på tværs af deres produkter, men jeg ved, at reklameindtægter står for 98% af indtjeningen – og at andelen er stigende.

 

 

Tillid er en sjov størrelse

Tillid er en sjov størrelse. Nem at kende, umulig at beskrive, svær at opbygge og nem at nedbryde.

Altinget og Dansk IT havde for nyligt en essaykonkurrence, med spørgsmålet: “Hvordan sikrer vi, at den offentlige sektor i Danmark udnytter digitale muligheder og nye teknologier på en måde, så vi samtidig styrker tilliden mellem borgere og myndigheder og sikrer transparensen i fremtidens samfund?”

Det vil kræve mere end almindeligt potente teblade at spå om, hvad vi kommer til at kunne med de teknologier, der ikke findes endnu. Mens vi venter, kan vi måske tale lidt om tillid. Og her tror jeg, der ligger der et langt sejt træk for mange aktører i den offentlige sektor med at bringe tilliden tilbage, og transparensen frem i de teknologier, der allerede er taget i brug. Og dermed skabe et fundament for nye teknologier i fremtiden.

Tillid kommer af at anerkende “den andens” udgangspunkt, så her må den offentlige sektors aktører spørge sig selv: Er der områder, hvor den menneskelige kontakt er for vigtig til at blive erstattet fuldt ud af digitalisering? Hvor der er fare for, at grundlæggende samfundsværdier går tabt, hvis man digitaliserer, fx retten til privatliv? Hvor fuld digitalisering vil udfordre oplevelsen af retfærdighed i kontakten med magten?

Den banale sandhed er jo, at digitaliseringen har en pris. Og at den pris ikke nødvendigvis betales af ordregiver, er synlig på den korte bane eller kan opgøres i kroner og ører. Tillid og transparens må derfor besinde til, at hvor man er i tvivl, lader man være, for hvis vi fortryder, er det svært at gå tilbage.

Det i øvrigt rigtigt gode vinderindlæg kan læses her: https://www.altinget.dk/digital/artikel/vinder-af-altinget-og-dansk-its-debatkonkurrence-transparens-sikrer-ikke-tillid-til-myndigheders-beslutninger